ANMELDELSE: BRET EASTON ELLIS, AMERICAN PSYCHO

Genre: thriller, satire, surrealisme

”Øksen rammer ham midt i sætningen, lige i ansigtet, og dens tykke skær hugger sig sidelæns ind i hans åbne mund og får ham til at holde kæft. Pauls øjne ser op på mig, ruller derpå ufrivilligt bagud, og derpå frem mod mig igen, men pludselig prøver hans hænder at gribe efter økseskaftet, men chokket efter slaget har tappet ham for kraft.”

– Ellis, American Psycho

INTRO
American Psycho, en moderne klassiker, der næppe kræver verdens længste introduktion. Bare man hører titlen, tror jeg de fleste med det samme ser Christian Bale i rollen som den usympatiske, koldblodige, Wall Street-vandrende white-collar-killer Patrick Bateman for deres indre blik.

Ellis debuterede som 21-årig i 1985 med ungdomsværket Less Than Zero, men der er ingen tvivl om, at American Psycho fra 1991 er hans absolutte hovedværk. Et hovedværk, der både har skabt stor forargelse og stor fascination af både rigtige og forkerte grunde. Patrick Bateman har nemlig fået lidt af en renæssance i nogle af de mørkere afkroge af internettet, men det vender jeg tilbage til senere!

I American Psycho følger vi den unge Patrick Batemans daglige liv i New York. Romanen er skrevet i førsteperson, og vi følger Bateman gennem hans egne øjne, hans daglige gang på arbejdet hos P&P, hans jagt efter borde på byens mest eksklusive restauranter, hans samtaler med venner om, hvilke sko der passer til hvilket tøj, hvilke piger de har scoret, og hvor de skal spise middag dagen efter. Vi følger også Batemans liv med sex med forskellige kvinder, daglige lån af pornovideoer og sex med mange forskellige kvinder. Endnu ser alt meget uskyldigt ud, men Bateman lever et dobbeltliv. Selvom han er ultra velplejet, stilren og poleret på ydersiden, gemmer der sig et monster i highroller-yuppien. Bateman gemmer på en blodtørst, der stiger mere og mere gennem romanen. Jo længere vi kommer ind, jo mere bestialske og, i mangel på bedre ord, kreative bliver de metoder, Bateman tager i brug for at torturere og dræbe sine ofre, der som oftest er unge kvinder. Ellis skåner ikke læseren, når det kommer til maleriske detaljer, når lig, mord eller tortur skal beskrives. Vi får det hele serveret til en grad, hvor man nærmest føler kvalme og til tider må holde pauser for at kunne komme igennem.

American Psycho er af flere litterære kritikere blevet omtalt som et satirisk mesterværk, og satiren er da også til at få øje på. Dog vil jeg gerne udfordre, om det satiriske udtryk har ændret sig i det moderne politiske klima. Hvis Bateman vandrede igennem New Yorks gader i dag, ville han så stadig blive set som en psykopat, eller nærmere som en slags forvreden folkehelt? Det kan lyde helt væk, men lad os dykke ned i det.

Denne anmeldelse bliver nok en smule anderledes end mine andre anmeldelser, da jeg denne gang har tænkt mig at lave en lidt dybere læsning af Patrick Bateman som karakter og American Psycho i en moderne kontekst, mere end jeg vil anmelde selve værket. Jeg håber dog, du synes det er interessant læsning alligevel!

ELLIS OG BATEMAN SOM SATIRISK HYPERSTEREOTYP
Jeg har i min forberedelse til denne anmeldelse læst flere karakteristikker af Patrick Bateman. Nogle beskriver ham som en charmerende ung yuppie med en mørk hemmelighed, mens andre læser ham mere metaforisk som et billede på individets anonymitet i det kapitalistiske forbrugssamfund, hvor mennesker kun eksisterer for at skabe kapital. Jeg mener ikke, at nogen af disse læsninger er forkerte, men i mine øjne skal Bateman forstås på en anden måde.

Fra første gang vi møder ham bombarderes vi med mærker. Ellis understreger samtlige mærker på alt – fra habitter og sko til lysestager og kuglepenne. Selv i de mest blodige og bestialske scener får vi at vide, hvilket mærke Batemans badekåbe eller pigens sko er. Det er en slags perverteret besættelse af overfladen, som kendetegner Batemans verden.

Noget andet, der går igen, er The Patty Winters Show, som Bateman ser hver morgen og beskriver dagens tema. Temaerne i programmet bliver mere og mere obskure, jo længere vi kommer ind i romanen, og jo mere Batemans vanvid udfoldes. Det understreger hans psykiske forfald. Derudover fremhæver Bateman konstant, at han arbejder på P&P, men hver gang vi ser ham på kontoret, er han enten i gang med at lave frokostaftaler, lytte til sin Discman eller workout. Vi finder aldrig ud af, hvad han egentlig laver på arbejde – udover at han er uddannet fra Harvard og arbejder på P&P. Bateman er med andre ord en tom skal, der går i det rigtige tøj, har gået på den rigtige skole og har det rigtige job (hvad end det er). Men udover det ved vi faktisk ikke noget om ham i hans ydre liv. Det hele virker som et spil for galleriet.

Bateman beskriver flere gange i løbet af romanen musik, album og kunstnere, han kan lide, eksempelvis Huey Lewis and the News og Whitney Houston. Men selv her bliver beskrivelserne generiske og virker mere som artikler, han har memoreret fra magasiner som Pitchfork eller The Rolling Stone, end som hans egne, personlige holdninger. Endnu et bevis på, at han er en tom skal.
I min optik er det netop denne hulhed i Batemans karakter, der gør ham så skræmmende og til den ultimative stereotype på en Wall Street-yuppie og andre white-collar-typer. Den overdrevne konsumerisme og mangel på ægte substans i Batemans karakter giver ham en skræmmende og totalt uigennemtrængelig anonymitet. Udadtil er der intet, der skiller ham ud fra hans venner ved bordene på New Yorks fine restauranter. Hvis du gik en tur gennem Wall Street, ville du med garanti næsten kun støde på typer, der ligner Bateman én til én.

Bateman bliver ikke alene en hyperstereotyp, men også en fysisk manifestation af grådighed, selvretfærdighed og selvberettigelse. En slags manifestation af grådighed og kapital for grådigheden og kapitalens skyld. Det er ingen hemmelighed, at folk, der arbejder på Wall Street, ofte bliver betragtet som en slags selvretfærdige tæger på samfundet, der kun tjener egne interesser. Bateman er denne stereotyp på et overdrev, hvilket især kommer til udtryk, når vi ser ham på kontoret. På trods af, at han ofte taler om sit arbejde og er på kontoret til møder, ser vi ham aldrig faktisk arbejde. Hans formue og dyre livsstil virker mere eller mindre som om, de er opstået ud af den blå luft – som penge ofte gør på Wall Street.

I Batemans møde med byens hjemløse og ”bumser” bliver lighederne mellem de rigeste og fattigste i samfundet tydeliggjort. Bateman og hans venner taler ofte om de hjemløse, der sidder nærmest døende i byens gyder. Flere gange konfronterer Bateman de hjemløse og spørger, hvorfor de ikke finder et arbejde, og hvordan de kan være sig selv bekendt at tigge penge. Hykleriet og den manglende sympati i Batemans karakter er åbenlys, men jeg tror ikke selv, han ser det sådan. I hans øjne er den hjemløse parasitten, der nasser på samfundet, mens han selv ser sig som en af samfundets hjørnesten. Man skal dog ikke kradse ret meget i lakken for at indse, at Bateman og de hjemløse har mere tilfælles, end der splitter dem.

BATEMANS PLADS BLANDT LITTERATURENS STORE PSYKOPATER
Det er næppe nødvendigt at påpege, at Patrick Bateman har sin plads blandt litteraturens mest berygtede seriemordere og kriminelle. Ved samme bord finder vi figurer som Alex fra A Clockwork Orange og Hannibal Lecter fra Silence of the Lambs, men der er, i mine øjne, en væsentlig forskel på Bateman og de to andre.

Mens jeg kan finde en vis form for empati med både Alex og Lecter, får Bateman mit hjerte til at isne. Jeg føler ikke samme fascination for ham, og jeg har absolut ingen medfølelse – tværtimod ønsker man, at han oplever det samme, han påfører andre. Men hvorfor føler man som læser empati for nogle seriemordere, men ikke for andre? Det spørgsmål har altid fascineret mig, og dette er mit bud på en forklaring:
Karaktererne Alex og Lecter er dybt udviklede. Begge er fascineret af kunst og klassisk musik og, på trods af deres handlinger, sætter de pris på livets skønhed. I både A Clockwork Orange og Silence of the Lambs bliver vi også bevidste om, at både Lecter og Alex er produkter af deres univers og ophav. Den verden, Alex lever i, er lige så afskyelig som han selv, men vi forstår, at han finder skønheden i livet, og derfor nærer vi en vis empati for ham.

Bateman er næsten den direkte modsætning af Alex og Lecter. Mens Alex og Lecter, tilsyneladende, er komplekse skikkelser, er Bateman den rene skal. Han fremstår som et blodtørstigt, anonymt væsen, iført et Armani jakkesæt, bevæbnet med en pung i gazelleskin og en Mont Blanc-pen. Vores empati tiltrækkes naturligt af nuancer og skønhed, ikke af kaosset i sig selv. Vi har lettere ved at acceptere grufuldheder begået af en karakter, der dyrker skønheden, end af en Wall Street-tæge som Bateman.
På den måde kan Bateman også ses som en manifestation af alt det, vi finder frastødende ved kapitalisme og forbrugerkultur.

AMERICAN PSYCHO I DAG
Som jeg nævnte i min indledning, er jeg ikke sikker på, at alle i dag ville være enige i min læsning af Bateman-karakteren. Han har nemlig fået en renæssance i visse online fora, såsom Reddit, Instagram, TikTok og andre sociale medier. Moderne onlinekultur har taget ham til sig som symbolet på, hvad der kaldes en "sigmamale". Bateman bliver også fremhævet som en helt i incelfora og bruges ofte på misogyne TikTok-profiler.

For dem, der ikke kender begrebet, står "incel" for "involuntary celibate" og refererer til onlinefora bestående af mænd, der ikke kan få kvindelig opmærksomhed. De er ofte meget misogyne og til tider voldsparate. Mange af dem idoliserer massemordere og mener, at kvinder skylder dem sex.

Det er ikke svært at forstå, hvordan Bateman er blevet en "helt" i disse fora, men det er næppe nødvendigt at forklare, hvorfor det er problematisk.
Bateman-karakteren er også blevet fremhævet i andre misogyne onlinefora, hvor han betragtes som et ideal at stræbe efter. Han er veltrænet, ser godt ud, er rig, bærer de rette klæder, spiser på de rigtige steder og har sex med lige hvem han vil – værdier, der også findes i de såkaldte "redpill"-fora.

Selvom det er foruroligende, at Bateman har fået en problematisk opblomstring blandt radikaliserede, misogyne og især unge mænd, bør man se denne udvikling som et symptom på et større problem. Batemans renæssance vidner om, at min oprindelige læsning af karakteren bliver mere og mere irrelevant. Han er ikke længere den anonyme, skræmmende og satiriske hyperstereotype, men en helt, som mange unge mænd ser op til og ønsker at blive som.
Selv Ellis har i de seneste år ændret sit syn på Bateman-karakteren og taget et mere sympatisk standpunkt.

Så har Bateman, måske utilsigtet, skabt en antihelt i en postmoderne verden, hvor radikaliserede, misogyne unge mænd har brug for noget at spejle sig i?
Jeg ved det ikke, men udviklingen og American Psychos fortsatte relevans er både foruroligende og interessant.

ANBEFALINGER
Selvom denne anmeldelse har været en smule anderledes end mine sædvanlige, skal I ikke snydes for nogle anbefalinger, hvis I er på udkig efter flere kvalmende værker á la American Psycho:
• Sara Stridsberg – Kærlighedens Antarktis
• Mary Shelley – Frankenstein
• Jay McInerney – Bright Lights, Big City
• Michel Houellebecq – Muligheden af en ø og Platform
• Donna Tartt – The Secret History

KONKLUSION
Der er ingen tvivl om, at American Psycho er en moderne klassiker, og dens relevans er stadig vedvarende. Det er også fascinerende at følge, hvordan værkets betydning udvikler sig, og hvordan Bateman som karakter tolkes forskelligt fra læser til læser.
Ellis’ nærmest dagbogsagtige skrivestil og hans konstante bombardement af mærker og logoer understreger paradoksalt nok Batemans tomhed og manglende menneskelighed. Hans maleriske beskrivelser af mord og tortur gør dog, at man som læser får en fysisk reaktion – man mister appetitten, og nogle gange får man det direkte dårligt. Jeg har læst få værker, der har haft så stor en fysisk effekt på mig som American Psycho, og det skal på ingen måde tages som en kritik.

Med det sagt mener jeg dog, at Ellis til tider går for langt. Ikke fordi han overskrider grænserne – det gør han bestemt – men mordene, den bestialske tortur og de overflodige, maleriske beskrivelser bliver så mange og omfattende, at de næsten får en forrående effekt på læseren. Mod slutningen af bogen, når man har læst hundredvis af sider fyldt med tortur, opstår der en følelse af "okay, vi har forstået pointen", og det efterlader læseren med en fornemmelse af, at Ellis bare forsøger at provokere for provokationens skyld, hvilket virker påtaget og klichéfyldt.

Jeg vil helt klart anbefale at læse American Psycho, men jeg forstår også godt, hvorfor mange vælger at springe over og ikke ønsker at støtte Ellis eller hans problematiske fanskarer.

Med udgangspunkt i disse overvejelser ender jeg på karakteren 7,5-8/10